Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hverdagen i Det Røde Hjørne

Gennem året arbejder vi med forskellige temaer, som hele huset sætter fokus på samtidig, og stuerne selv omsætter til forskellige aktiviteter og lege. Det kan være alt fra 'krop og bevægelse' til 'natur og udeliv'.

Vi har et fast samarbejde med Plejecentret Hørgården, hvor de største børn i vuggestuen laver rytmik med de ældre hver anden fredag. Det er en virkelig skøn tradition, som giver så meget til både de små og de ældre.

Derudover følger vores dage en fast rytme, som handler om at give børnene trygge og forudsigelige rammer med masser af omsorg, udvikling og sjove oplevelser.

Morgen

Vores hverdag starter kl. 7.00, hvor vi åbner og tager imod de første børn. Indtil 7.45 er der morgenmad til de børn, som ikke har spist hjemmefra.

Vi er samlet på tværs af stuerne indtil omkring 8.00-8.30, hvor vi fordeler os ud på vores egne stuer.

Formiddag

Kl. 9 spiser vi frugt. I vuggestuen spiser vi ved små borde, og i børnehaven har vi "café", hvor børnene selv kan gå til og fra og få lidt at spise, hvis de er sultne.

Efter frugt holder de fleste stuer morgensamling, hvor vi synger og taler om dagen. Nogle stuer holder i stedet samling lige inden frokost. Hos os skal alle samlinger indeholde bevægelse, for eksempel i form af en bevægelsesleg.

Efter frugt og samling deler vi os op i små grupper og laver de pædagogiske aktiviteter, der er planlagt på forhånd. Det kan være leg på stuen, rytmik eller motorik, kreaprojekter, en tur på legepladsen eller en tur ud i nærområdet.

Når vi planlægger børnegrupperne og formiddagens aktiviteter, ser vi altid på det enkelte barns relationer, udvikling og behov. Målet med de små grupper er, at alle børn bliver set og hørt og oplever nærværende voksne.

Frokost

Omkring kl. 11 spiser vi frokost. Vores køkkenmedarbejder laver skøn mad til os, som vi spiser ved mindre borde på stuerne. Vi har stort fokus på at skabe nogle hyggelige rammer omkring børnenes måltider, hvor de både kan sanse maden, udvikle deres sprog og motorik samt opbygge madmod.

Efter frokost sover de fleste børn i vuggestuen lur, og børnehavebørnene går ud på legepladsen - det gør vi hver dag året rundt, både i solskin, regn og blæst.

De vuggestuebørn, som fortsat sover to lure, bliver selvfølgelig puttet, når de er trætte, og indgår i resten af dagens aktiviteter, som det passer ind i deres rytme.

Eftermiddag

Eftermiddagen går med mere leg og forskellige aktiviteter. Nogle dage er vi ude, andre dage er vi inde - det afhænger lidt af vind og vejr.

Vi får eftermiddagsmad ved 14-tiden, og vuggestuebørnene spiser, efterhånden som de vågner.

Vi lukker kl. 17.00 mandag til torsdag - fredag lukker vi allerede kl. 16.00.