I Det Røde Hjørne serverer vi god, varieret, sund og økologisk mad fra vores køkken. Maden bliver lavet fra bunden af vores køkkenmedarbejder, og vi bruger friske råvarer og årstidens grøntsager.
I løbet af en uge har vi som regel en suppedag, en fiskedag, en køddag, en vegetarisk dag og en rugbrødsdag.
Vi er en sukkerreduceret institution. Det betyder, at vi sjældent bruger sukker, med mindre vi for eksempel bager eller får hjemmelavet syltetøj. Det sukker, børnene får her i institutionen, er kun det, der serveres fra køkkenet.
Mere end bare mad
Mad handler ikke kun om, hvad man spiser, men også om hvordan man spiser. Derfor ser vi måltidet som en pædagogisk handling, hvor der skal være tid til samtale, og hvor alle sanser stimuleres.
Så når vi spiser, sørger vi for at skabe rolige rammer og dialog omkring måltidet. Det skaber gode vilkår for selvhjulpne børn og gør måltidet til en rar stund.
Børnene er ofte med til selv at hente vognene fra køkkenet, og det er er eftertragtet af børnene. På den måde er de en aktiv del af måltidet og får samtidig en fornemmelse af, hvor og hvordan maden bliver lavet.
Vi smager, dufter og føler på maden. Vi træner finmotorikken, og vi dækker bord, rydder af og indgår i et socialt fællesskab med hinanden. Vi udvikler sproget ved at sætte ord på mad og handlinger.